Kan man få noget til at gro i en asfaltjungle? Sådan skabte vi en hel blomstereng på Clerkenwell Design Week

Da vi blev inviteret til at skabe noget smukt og anderledes, der kunne overraske de besøgende på London’s Clerkenwell Design Week fra den 23.-26. maj i år, var der kun ét spørgsmål, der meldte sig: Hvornår kan vi gå i gang!

Dette lille område af London siges at have flere kreative virksomheder pr. kvadratkilometer end noget andet sted i hele verden. Og en gang om året lukker de dørene op for at fremvise den enorme talentpulje, der normalt gemmer sig bag dørene.

Et tætpakket program med alt fra udstillinger og foredrag til firmapræsentationer og rundvisninger lokker folk fra hele verden til at udforske de mange kreative tilbud.

Så hvad kunne vi bidrage med til dette store tag-selv-bord af designlækkerier? Det tog ingen tid at komme med ideen til, hvordan det skulle se ud, for rammerne var der. De fantastiske projekter, der udstilles på Clerkenwell Design Week, er strukturerede og strømlinede (tænk imponerende arkitektur, stramt interiørdesign og skinnende nye innovative gadgets og legetøj). Altså valgte vi at bidrage med noget, der virkelig kunne skille sig ud og gøre en forskel; vi kan nemlig også godt lide at blære os lidt.

Her midt i byens liv ville vi skabe en vildmark med et patchwork af tidlige sommerblomster, der skulle skyde op af stenbroen. Og den skulle være vores ”Urbane eng”.

Planlægningen startede allerede i januar, hvor vi mødtes med teamet og vores gode venner fra Clerkenwell Design Week.Trods det, at den færdige installation skulle have et meget naturligt look, krævede det masser af forarbejde (ligesom når noget skal se let og ubesværet ud, men det ta’r en krig at sætte håret på den mest naturlige måde. Kender du det?)

Som alt andet, vi har fingrene i, skulle hver eneste detalje være perfekt. Det betød mange besøg på stedet, så vores bloomon-team kunne vælge den optimale beliggenhed til vores pop-up eng. Desuden var der lange møder, hvor vi skulle finde den helt rigtige kombination af knopper og blomster ud fra planternes forskellige egenskaber. Det vigtigste spørgsmål her var: Kunne de udvalgte skønheder klare det lunefulde britiske vejr?

I vores team er holdningen, at ”jo flere, jo bedre”, når det gælder de fleste sager på jobbet, (altså hylder vi ikke tanken om, ”at for mange kokke, fordærver maden”). At vores installation blev en stor succes skyldtes nemlig en ægte bloomon holdindsats. Hele teamet fra brand-eksperter og blomsterstylister til drengene bag produktionen og logistikken gjorde en fælles indsats for at få projektet op at stå på smukkeste vis.

Clerkenwell_Designweek_BTS_2017_33_BLOG-1--1-

Resultatet var en have, der så ud, som om den voksede op af fortovet, skabt af 10.000 blomsterstilke i 11 forskellige arter. For at sikre, at hver enkelt blomst så dugfrisk ud til det store øjeblik, fik vi vores hollandske avlere til at sende deres varer direkte til os i London.

Ganske vist siger man, at Rom ikke blev bygget på en dag, men de manglede nok bare en hjælpende hånd dengang. Dem var der til gengæld mange af hos os. Vi var 18 mand på job fra kl. syv om morgenen, der arbejdede 10 timer i streg på at skabe vores blomster-emperie, så vi kunne få det endelige look på plads før sengetid.

Da solen stod op, gik vi i gang med en af de vigtigste opgaver: At gennemvande 60 kasser med oasis. Som du sikkert ved, er denne specielle svamp helt genial til at holde på fugten. Samtidig er den så blød, at man ikke blot kan stikke blomsterstilkene i den; den er også stærk nok til at holde blomsterne opret og på plads. Det var en helt uundværlig base for vores små blomstervenner, der på den måde kunne holde sig friske og fugtede i alle de dage, hvor de skulle beundres.

Men hvis en oasis skal fungere effektivt, skal den konstant være gennemfugtet helt ind i kernen. Desuden havde vores blomster – ligesom så meget andet i livet – brug for et solidt fundament. Så vi måtte bruge fire timer nonstop på at gennemvande de grønne oasis-svampe med 10 store spande vand og en haveslange, før vi kunne starte med at placere blomsterne.

Endelig var det tid til alt det sjove. Vi skabte højde med gigantiske spirlignende gladiolus i alle regnbuens farver og majestætiske rækker af blå riddersporer, der fungerede som et imponerende stort bagtæppe.

For at skabe dybde og bredde brugte vi italiensk musetorn og store mængder af andre slags bladløv.

Så tilføjede vi et ordentligt skud solskin med fnuggede, gultoppede gyldenris og mimoser, bolsjefarvede inkaliljer af alle slags og de festlige gule trommestikker-blomster.

Til sidst gav vi den gas med et væld af farverige detaljer i pink og lilla fra Texasklokker, smukke lavendelfarvede klokkeblomster, skyer af snehvide brudeslør, bølger af klassiske nelliker, skønt duftende roser plus alles yndlingsblomst lige nu – hvide pæoner – i forreste række og midt i det hele, så ingen kunne få øjnene fra dem.

Der stod de så ranke, stærke og smukke i fantastiske farver mod byens skyline; et blomsterhav med en magisk effekt, som en have der voksede ud af asfaltjunglen.

Du kan nok regne ud, hvor stolte vi var over projektet, men det var ikke kun os, der syntes det var en strålende idé. De stærke farver og den skønne duft tiltrak horder af de bedste gæster – bier og sommerfugle. Og er der nogen, der har forstand på gode haver, må det da være dem.

Clerkenwell_Designweek_BTS_2017_18_BLOG--1-

Annoncer

Image Alternative Text

Instagram blomstrer!