Blomsterstylisten Anton van Duijn

Den kreative hjerne bag vores buketter

Som dreng plukkede Anton blomster i klitterne langs den hollandske kyst. Tredive år senere var han finalist i tv-showet Hollands bedste blomsterstylist. Og de seneste par år har han arbejdet som Style Manager hos os på bloomon. Med andre ord: Anton er den kreative hjerne bag vores finurlige buketter.

”Blomster har altid haft en magisk tiltrækningskraft på mig”**

Anton har elsket blomster, lige så længe han kan huske. Som 12-årig hjalp han til i en blomsterforretning, der var drevet af hans ”onkel” Piet Loos. “Dét – og så at vokse op tæt på klitterne – fik mig til at sætte pris på naturen allerede fra barnsben”, fortæller Anton fra sit blomsteratelier i landsbyen Cruquius. “Jeg vidste bare på en eller anden måde, at jeg havde talent for det.” Efter at have studeret blomsterstyling, åbnede Anton sin egen blomsterbutik i et velhavende område i Amsterdam. Otte år senere var han klar til nye udfordringer. Han blev involveret i projekter for kendte, internationale indretningsarkitekter. Siden fulgte tv-showet, og så bloomon.

En unik stil

“Bloomon var på udkig efter en stylist, der kunne skabe noget helt unikt med hver eneste buket”, siger Anton. “Men da de henvendte sig til mig, var jeg stadig travlt optaget med konkurrencen i tv-showet. Desuden ønskede de en kvindelig blomsterdesigner. Men efter at have set den første episode af showet, og hvad jeg rent faktisk var i stand til at udrette, ændrede de holdning. Og personligt har jeg aldrig set mig tilbage! Mit job er vildt sjovt, og jeg elsker konceptet fra bloomon, som gør det ekstra nemt for alle at have friske blomster i hjemmet. Det er virkelig noget, jeg har lyst til at være en del af. Samtidig hjælper det mig til at finpudse min stil – ikke bare i Amsterdam og resten af Holland – men overalt i Europa.”

Så hvad er den typiske ”Anton stil”? “Jeg arbejder meget med forskellige højder og bruger kun få blade og pyntegrønt”, fortæller Anton. ”På den måde får hver blomst maksimal plads til at blomstre. Det giver også buketterne et langt mere naturligt look. Noget du ikke opnår, hvis du fylder dem med en masse grønt. At strippe dem totalt for blade er heller ikke godt. Et lille enkelt blad her og der er det, som gør blomsten virkelig smuk. Ja, jeg indrømmer blankt, at min stil godt kan kræve lidt tilvænning. Men det er simpelthen min måde at yde blomsterne retfærdighed på. Det er også derfor, at jeg aldrig sætter to ens blomster i samme buket: Hver blomst skal fremstå unik.”

Otte sæsoner

Er der noget, der overrasker dig ved dit job? “Jeg bliver nemt bevæget, når jeg arrangerer blomster. Det påvirker mig følelsesmæssigt”, indrømmer Anton. Hvad er yndlingsblomsten? ”Det afhænger udelukkende af sæsonen”, forklarer han. ”Og jeg tænker ikke på de fire årstider. Blomsternes smukkeste nuancer viser sig ofte mellem sæsonerne. Lige nu, hvor sommeren går på hæld, og vi går ind i efteråret, er jeg vild med georginer. Når det gælder farver, har jeg en præference for blide orange nuancer blandet med pink. Farvekombinationen har en særlig positiv indvirkning på mig og får mig ofte til at smile”.

Antons Tips & Tricks

1. Det kan være varmt og fugtigt i sensommeren. Så er det ekstra vigtigt at holde vandet i vasen rent. Tilsæt en dråbe klorin, som forhindrer bakterievækst. Dine blomster vil takke dig for det – og også holde et par dage længere.

2. Brug kun årstidens blomster.

3. Dildplanten er en god base i en buket. Tilføj nogle georginer eller hybengrene, så har du allerede en smuk buket.

Annoncer

Image Alternative Text

Instagram blomstrer!